courtesy of Jens Lyck
Loading

Mikael's erfaringer

8: Første år gået.

Der blev kørt ca. 7000 Km i 2003, inden det blev sent november, og for koldt til at det var sjovt. Den sidste tur er altid speciel. Man ved at nu går der lang tid inden det igen bliver forår.

I betragtning af at mit vinterprojekt 2002, skulle have været at få skiftet de to håndtag (som stadig ikke er skiftet), udviklede tingene sig som du har læst, en anelse. Var det et fejlkøb, skulle jeg have solgt den til en anden, da det gik op for mig at den ikke havde det så godt? Ja, vil en del sikkert synes. Jeg var nu ganske godt tilfreds, og var blevet meget glad for den. Jeg fik en tur på en kollegas nye Yamaha 600, en 4-cylindret ting. Det der slog mig var, hvor ”fin” hans var i forhold til min. Man kommer til at tænke på en Toyota Corolla. Det virker, men spændende er det ikke efter min mening. Bytte? Aldrig i livet. Det tror jeg heller ikke han ville, men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

En af de ting der er så sjovt ved en stor V2er er måden den trækker på. Giv gas, og den rykker. Skal det gå stærkt, f.eks. i forbindelse med en overhaling, gå et gear ned og den trækker endnu hårdere. Ikke som på min kollegas Yamaha, hvor man skal gå 2 eller 3 gear ned for at få godt med omdrejninger på, inden den for alvor gider flytte sig.

Men hvad nu hvis man kunne få den til at trække hårdere – ville det ikke være endnu sjovere? Det er der ganske mange der mener.

At køre ”hurtigt” er ikke vigtigt for mig – det har jeg prøvet da jeg var ung. Og jeg har ikke noget jeg skal have bevist overfor nogen, med hensyn til fart.

Hvis man skal have mere power, skal man finde ud af, hvad det er man vil.

Mere ”guf” over det hele, ville være rart, men f.eks. en skrappere knastaksel vil typisk flytte området hvor der virkelig sker noget, til de høje omdrejninger. En Guzzi er herlig fordi den har så stort moment og trækker tungt i mellemområdet. Den eneste (nemme) måde at få mere moment, er ved at få en større motor. En 1000 cc motor har større moment end en 125er, men ikke nødvendigvis flere hestekræfter.

Større motor er ligetil. Som tidligere nævnt findes der større cylindre/stempler der er lige til at bolte på. 950 cc – det som Guzzi kalder 1000 – kan direkte sættes på uden modifikationer af nogen art. Skal man endnu højere op end 1000 cc, kræver det at motorblokken skal bearbejdes, men det er en anelse for radikalt, efter min mening. Måske jeg ændrer mening senere, det er tænkeligt.

En anden ting der karakteriserer en gammel Guzzi, er dens enormt tunge svinghjul, sammenlignet med andre motorcykler. Et tungt svinghjul er ikke nødvendigvis dårligt, men alle gamle Guzzier lige fra Le Manser til Californiaer (typiske touring cykler) har alle samme tunge svinghjul.

Et tungt svinghjul har den fordel, at det giver en rolig motorgang, men tager tid, og energi, at få spundet op i omdrejninger når der gives gas. En meget populær modifikation er derfor på sports Guzzier, at ændre på dette, altså gøre det lettere.

Med hensyn til knastaksler er der forskellige, lige fra ”plæneklipper” knasten som min var født med, til ekstreme modeller, der er helt uegnede til gadekørsel.

Større karburatorer, ændring at udstødningssystemet, portning af topstykker er andre veje man kan træde, i jagten efter mere effekt. Ligeledes er det populært at lave dual-plug, altså modificere topstykkerne så der er to tændrør i hvert.

I bund og grund havde jeg en efterhånden rimeligt velfungerende motorcykel – men en hel vinter hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle lave. Så følgende blev efter lang tids overvejelse og efter samråd med en fyr i Nordsjælland, der er manden i området man går til, når noget man enten ikke selv kan eller vil lave:

1000 cc kit, en lidt skrappere knast og et noget lettere svinghjul/kobling skulle til.

Af andre ting der blev ændret eller lavet kan nævnes kardan-led, som var ret slidt, og masser af bolte er udskiftet, fra de originale der ruster ved mindste tegn på fugt, til rustfrie. Pakdåsen mellem motorblok og gearkasse havde en tendens til at svede olie, så dette blev også klaret.

Noget ved forgaflen skulle der også gøres. For det første havde den alle de stenslag, og det irriterede mig, for det andet føltes den lidt elastikagtig når den blev belastet.

Nye gaffelrør, pakdåser, fjedre og alt det andet kan fås som reservedele, men flere foreslog at jeg skulle udskifte den til en Marzocci. Denne har større diameter rør, og er dermed stivere. Det kræves at broerne udskiftes, eller de originale bores op fra, så vidt jeg husker, 38 til 42 millimeter. Det ville ikke være væsentligt dyrere at sætte en ny på, end at renovere den gamle, så det blev besluttet.

Jeg havde lyst til at lave det hele selv, men måtte indse at for det første havde jeg ikke plads, og for det andet var dette lige lidt ud over hvad jeg selv troede jeg kunne magte.

Dele blev bestilt hjem, herunder en RAM-kobling med svinghjul, knastakslen købte jeg brugt af en fyr i Skotland. Som man måske kan se på billedet, havde han også 2 topstykker, modificeret til ”dual-plug” til salg. Dem købte jeg ikke … men mine egne skal måske en dag modificeres på tilsvarende måde.

Knastakslen kostede 120 Euro, eller lidt under 1000 Kr., og var i perfekt stand. Udmærket handel, synes både jeg og sælger.

Man kan med stor fordel benytte PayPal, til at sende penge til udlandet, når man køber stumper. Det er 100 gange nemmere end at få sin bank til at overføre penge. Og vedkommende man sender penge til, har dem 2 sekunder efter man har trykket ”Send” i PayPal.

2 topstykker og en P3 knast til salg.

Cyklen blev afleveret en dag i marts måned, og en uges tid senere var den klar til afhentning. Efter de første kilometer havde jeg svært ved at tro at det var min motorcykel. Den trak så meget bedre at jeg konstant troede jeg kørte i et lavere gear, end jeg rent faktisk gjorde. Og den har kun 5 gear! Mange gange har jeg ledt efter et 6. fordi jeg troede jeg kørte i 4., sådan trækker den.

Men den er også blevet mere følsom. Tænding og karburatorindstilling skal man være mere omhyggelig med. Og man skal ikke tro, at blot fordi der er nogen tændingsmærker at de så også passer. Jeg har rodet med at finde de eksakte toppunkter, og derved kunne lave rigtige 8-graders mærker. Svoger fremstillede endnu en ”dims” med en stang, til at skrue i tændrørshullet. På generatoren monterer man en gradskive, og langsomt drejer motoren rundt, indtil stemplet støder på stangen. Stedet på gradskiven noteres. Motoren drejes derefter langsomt den anden vej rundt, indtil stemplet igen støder på stangen. Også dette sted på gradskiven noteres.

Præcist midt imellem disse 2 punkter, har man toppunktet. Herefter er det en smal sag at finde 8 og 34 graders mærket. Jeg satte mærker på svinghjulet med ”fumleblæk”.

Man kan for ca. 200 Kr. købe en gradskive i aluminium. Det havde jeg ikke lyst til. Så jeg fandt på nettet et billede af en, jeg printede ud, og fik lamineret på arbejde. At der så er en reklame for MZ på den, kan jeg sagtens leve med.

Gradskive i brug.

Af andre småting der er lavet, kan jeg nævne at nye spejle er monteret, de gamle var ubrugelige.

Nyt fordæk er sat på – ham jeg købte den af havde udskiftet bagdækket.

En knækket bolt ved generatordækslet er blevet lusket ud, og selve generatordækslet, som originalt var af grimt sort plastic, og som på min var revnet hvor de 4 bolte der spænder det fast, er udskiftet til et fint nyt, i poleret aluminium.

Indsugningstragtene der var af endnu grimmere grå plastic er ligeledes udskiftet til nogle af poleret aluminium. 2 fine nye korte holdere til de bagerste blinklys er fremstillet at svoger, til udskiftning af de originale der stak en halv meter ud til siderne. Det så lidt 70er-agtigt ud, efter min mening.

Ligeledes er startmotoren udskiftet. Selv med et nyt, helt fuldt opladet batteri kunne den næsten ikke tørne motoren. Den gamle Bosch starter kunne muligvis have være renoveret, men Guzzi gik i ca. 1992 over til at bruge en anden af mærket Valeo. Den udmærker sig ved at trække noget hårdere endda med at lavere strømforbrug. Jeg ledte på nettet, og af alle steder var en forhandler i Colorado, USA den billigste. Egentligt underligt, at en fransk fremstillet startmotor sendes til USA, og derefter tilbage til Danmark … men i hvert fald virker den meget bedre end den gamle, og kan klart anbefales. Og den er lige til at bolte på uden ændringer af nogen art.

Hvad mangler der at blive lavet? En masse elektrisk, relæer skal monteres.

Et nyt kåbeglas skal sættes på, jeg har det liggende. Det gamle er mat, ridset og grimt.

Der skal sikkert på et tidspunkt pilles mere ved motoren, men lige nu er jeg ganske godt tilfreds.

Udstødningsrørene er originalt sorte. Dette ser smart ud, men er umuligt at holde pænt. De forreste rør bliver meget varme, og selv ovnsværte der kan tåle 8-900 grader, holder ikke ikke. Selve lydpotterne kan man få til at se nogenlunde ud, i hvert fald i et stykke tid. Men et eller andet skal på et tidspunkt gøres.

Et lille fif jeg læste et eller andet sted: Har du været så uheldig at få stenslag, så kan neglelak være en løsning. De findes i utallige farver, og jeg medbragte et sidedæksel fra min med til Matas. Den unge pige derinde gjorde sig store anstrengelser for at finde en neglelak i en matchende farve. Og for 50 Kr., bliver resultatet ikke dårligt. Hvis din kone, som min, kommer med en bemærkning om ”jeg kan ikke glemme at min mand er begyndt at bruge neglelak”, så lad blot som ingenting.

Bliver man nogensinde helt færdig? Det er jeg ikke sikker på, men det gør ikke noget. Jeg hygger mig med at gå og rode med min motorcykel. Og skulle jeg en dag rende tør for ideer kan jeg jo altid købe en anden gammel cykel og starte forfra.

Hvis jeg har skræmt nogen fra vid og sans, har dette bestemt ikke været meningen. Vær blot klar over at hvis du køber en gammel motorcykel så risikerer du at der er en del der skal laves. Har du ikke tid og lyst til selv at rode med det, bliver det dyrt. Men hvis du har mod på at skrue lidt selv, så er det ikke så svært. Hvis jeg kan finde ud af det, så kan alle andre også. Og der er masser af gode råd at finde, det er blot at spørge.

Ved jeg nu alt der er værd at vide om Guzzier? Nej – langt fra. F.eks. har jeg slet ikke forsøgt at optimere karburatorer, udover at justere blandeskruerne. Det skal jeg eksperimentere med på et senere tidspunkt.

Lige for tiden går jeg og pusler med et lille problem der er opstået. Den går perfekt indtil den er driftsvarm. Derefter ”sætter den ud” på højre cylinder, men kun ved lave omdrejninger. Får den noget gas, går den fint. Lidt irriterende at holde ved rødt lys, med ca. 2000 omdrejninger. Der er utvivlsomt en dårlig forbindelse et eller andet sted. Men jeg skal nok finde den!

Fejlen fundet! Det viste sig at være simpelt. Chokerkablet var justeret for stramt. Efter at have løsnet det, så der var 2-3 mm spillerum, kan den nu gå i tomgang igen.

Min Guzzi som den ser ud i dag.

Og for resten – jeg har nu også fået udskiftet håndtagene :-)