courtesy of Jens Lyck
Loading

Hvorfor en Moto Guzzi ?

Se det i øjnene, det er temmelig dyrt at køre motorcykel ! Din far (eller bedstefar) har fortalt hvordan han i 50'erne og 60'erne kørte motorcykel indtil han fik råd til en bil. Det er og bliver historie, for det er ikke billigere at køre MC end at køre bil, med mindre man vælger en MZ eller en lille ofroader.

Motorcykler har en håbløs aerodynamik og har derfor ikke væsentligt bedre benzinøkonomi end bilerne, MC-dæk er noget dyrere end bildæk og kører ikke ret mange km før de er slidt ned. Forsikringerne er horrible, og afskrivningen på en nyere MC bliver temmelig stor hvis man tillader sig at køre på den under danske vinterforhold.

Så jeg mener at hovedparten af dem der kører større MCer gør det af lyst og interesse, ikke i et forsøg på at spare penge. Altså vælger vi motorcykel efter følelser (og pengepung), ikke efter hvad vi "har brug for". Det er sådan vi vælger om det skal være en sport-, touring-, eller custom MC. Men hvorfor nu lige en Moto Guzzi ?

Jeg kan, naturligvis, ikke svare for alle de andre, men her er en række delvis personlige grunde:

  • Det er en cykel der kan styre rundt om hjørnerne uden at woble. Jeg er godt klar over at det er noget alle moderne sportscykler kan klare i dag, men for en 20 år gammel cykel er det bestemt ingen selvfølge.
  • En stor stærk motor med masser af kræfter i mellemområdet hvor det meste af kørslen foregår. Det betyder at man kører temmelig stærkt på en meget afslappet måde - faktisk kører jeg hurtigere end nogensinde på landevejene efter jeg fik min Le Mans. Det er ikke noget jeg gør med vilje, men cyklen optræder så selvsikkert at tempoet ubevidst skrues op.
  • Konstruktionen er gennemtænkt og bundsolid, alle motordele og lejer er dimensioneret til holdbarhed og kan repareres om nødvendigt.
  • Reservedele er billige og let tilgængelige - motoren er jo næsten ikke blevet ændret de sidste 30 år ;-). Spøg til side, man bestiller dele fra det originale reservedelskatalog (som er alment tilgængeligt) og som oftest har forhandleren delene på lager.
  • Det er en meget enkel (gammeldags) konstruktion. Det betyder at de fleste selv kan servicere og reparere cyklen med almindelige håndværktøjer. Almindelig service er hurtigt overstået, jeg kan skifte olie+filter+tændrør, stille ventiler, og synkronisere karburatorer på en time.
  • Man kan bygge den om efter egne ønsker, og hvis man er snu til at bruge drejebænk og fræser er der gode muligheder for at eksperimentere med egne løsninger.
  • En Guzzi er en investering der er mere værdifast end gennemsnittet. Det kræver naturligvis at du vedligeholder den - man får ikke mange penge for papkassemodeller.
  • Blærerøvsfaktoren - vi er jo nogen der godt tør indrømme at vi nyder at folk på gaden vender hovedet efter os :-) En buldrende V2 der kommer forbi får de fleste til at vågne op.

Det var alt solskinnet, men der er naturligvis også et par skyer på himlen:

  • Det er en tung cykel man ikke kører optimalt på lige med det samme, den kræver en erfaren fører der kan holde den i ørerne og en hel del øvelse. Men når først det er lært, giver den også masser af køreglæde igen.
  • Det er snart 30 år siden den blev konstrueret, og selv om det er et fantastisk køretøj er tiden ikke stået stille: Den rigtige mand på en moderne 600 kubikker kan køre i cirkler om dig. Lev med det, du kan stadig køre fra de fleste.
  • Gamle Moto Guzzi'er har næsten alle sammen kørt mange kilometer, og de er ikke lige godt vedligeholdt alle sammen. Det betyder at du kommer til at skrue på den i ny og næ for at holde den kørende. Det er bestemt ikke værre end på andre ældre cykler, men hvis du er typen der får blå negl af at kikke på en hammer, bør du nok overveje en ekstra gang om det er sådan en cykel du skal have.

Til sidst en lille stump tekst fra instruktionsbogen til en LM2, du kan selv afgøre om det er en god eller dårlig side:

  • "Due to its exceptionally high feature, this motorcycle can be considered as in the racing machine class and as such has to be ridden in a sportsmanlike way. For this very reason, it has met the favour of many motorcycle fans but, same as for all racing bykes, it has to be used accordingly."

Alle andre ville plastre de første sider i instruktionsbogen til med diverse advarsler, men ikke italienerne - dette er en motorcykel der skal køres med stram gasrulle, ikke noget med at dalre rundt........