Historie

Du skal ikke forvente at læse hele Moto Guzzi's historie fra 1. verdenskrig til i dag på denne side, det er der mange andre der har beskrevet på udmærket vis.

Jeg vil koncentrere mig om den del af historien der vedrører det der blev til den klassiske Moto Guzzi med den store V-motor og Tonti stellet.

Billedet herunder er en undtagelse. Det er ganske enkelt med fordi jeg synes det er et godt billede. Derfor!

Motoren:

I starten af 1960'erne var de civile og militære Italienske myndigheder på udkik efter en ny tjenestemotorcykel. De havde indtil da benyttet sig af den encylindrede 500cc Moto Guzzi, men den var ikke længere kraftig nok til at følge med trafikken.

Disse statslige leverancer stod for en stor del af Moto Guzzi's indtjeningsgrundlag (økonomien var som sædvanligt ikke særlig god hos Moto Guzzi), så det var væsentligt for fabrikken at beholde staten som kunde. Men de fleste af Italiens MC-fabrikker var på det tidspunkt statskontrollerede, så man kunne ikke forfordele en enkelt fabrik som leverandør. Man valgte i stedet at udskrive en konkurrence. De enkelte fabrikker skulle konstruere deres bud på en politi/militær MC ud fra disse (og mange flere) kriterier:

• En kraftig MC der kunne køre 100.000 km uden at blive hovedrenoveret, og som samtidig var let at servicere uden specialværktøj.

Der var mange fordele ved en sådan konkurrence, vinderen ville selvfølgelig få en fed statskontrakt, men taberne ville alle have en ny cykel de kunne sælge på det private marked. Prototyper skulle være klar til test i foråret 1966.

Hos Moto Guzzi var det Giulio Carcano og Umberto Todero der fik opgaven med at designe en vinder. De var ikke ligefrem nybegyndere, de havde sammen designet Moto Guzzi's berømte V8 racer midt i 50'erne. Mange forskellige designs blev diskuteret, men de endte med at vælge en luftkølet V2 med langsliggende krumtap og kardantræk. Alle de andre fabrikker der deltog i konkurrencen satsede på parallel twins med kædetræk.

Og så skal der aflives en meget sejlivet myte:

• V2 motoren til Moto Guzzi's motorcykler er ikke en videreudvikling af motoren fra et trehjulet militærkøretøj. Det er korrekt at Moto Guzzi også fremstillede et sådant apparat med langsliggende V2, men det er en fuldstændig anden motorkonstruktion.

Den første prototype var klar i 1964, og hele 1965 blev brugt til afprøvning så alt var klar til myndighedernes test det følgende forår.

Og Guzzi'en skulle vise sig fremragende i alle test: Myndighederne indledte en langtidstest for at se om cyklerne kunne køre de krævede 100.000 uden større reparationer. Efter 31.000 km havde Moto Guzzi'en vist sig så overlegen at man ikke mente at der var nogen grund til at fortsætte testen. Og da V2 motoren samtidig havde vist sig at være langt den letteste at servicere var der ingen tvivl om vinderen. Moto Guzzi havde kontrakten i hus.

Guzzi's egne testkørere kørte yderligere 55.000 km på samme cykel inden den blev adskilt for kontrol, og der var ingen ubehagelige overraskelser.

Det er denne motor der er fortsat bliver brugt på Moto Guzzi'er i dag, den er løbende udviklet og forbedret gennem årene, men slægtskabet går i lige linje tilbage til prototypen fra 1964.

Stellet:

Salget af V7 Ambassador/Special med det oprindelige lukkede rørstel gik godt, men i 1969 diskuterede Moto Guzzi's direktion muligheder af en hurtigere og mere sportslig maskine. Den administrerende direktør udtrykte at den perfekte MC skulle kunne køre 200 km i timen, veje 200 kg, og have 5 gear.

Ind på scenen træder nu Lino Tonti: Han er heller ikke en "hvem som helst". Han har konstrueret sine egne Linto racer motorcykler og været konstruktør hos Bianchi og Aermacchi. Han er helt klar over at motoren nemt kan bringes til at yde de nødvendige kræfter, men stellet er et problem. Det er for højt, for tungt, og ikke stift nok.

For at kunne lave stellet lavere er han nødt til at ændre motoren, så generatoren flyttes fra sin plads i V'et til enden af krumtappen. Der skal sidde stelrør mellem topstykkerne hvis stellet skal være lavt.

Tonti lukker sig nu inde i sit private værksted sammen med en af de modificerede motorer og et par venner og frembringer et sandt mesterværk: Tonti stellet. Fremstillet af kraftige, lige rør, der er sat sammen i trekantkonstruktioner er det noget af det mest vridningsstabile der er set. Stellet smyger sig tæt om motoren og giver en af de laveste superbikes nogensinde. Stil den ved siden af en BMW-bokser og man tror at tyskeren er en to-etagers MC.

Stel og motor sammen bliver til V7 Sport som er stamfader til alle de senere store Moto Guzzi modeller.

De første ca. 200 stk blev håndbygget i Moto Guzzi's racing afdeling og stellet på disse er lavet i tyndvæggede chrom-molybdæn rør. Motorerne blev blue-printed og havde en noget højere ydelse end de senere serieproducerede modeller.

Disse 0-serie udgaver kaldes "Telaio Rosso" (rødt stel) og er nok de eneste af de sportslige Guzzi'er der lever op til de oprindelige ønsker fra direktionens side - 200 km/t, 200 kg, 5 gear. De andre klarer sig nu meget godt endda. En ægte Telaio Rosso er i dag meget meget dyr, og udbydes næsten aldrig til salg.