Men husk, at blot fordi jeg skriver om emnet, behøver det ikke nødvendigvis at være rigtigt. Og hvis du gør et eller andet ved din motorcykel som jeg har beskrevet og det går galt, er det ikke min skyld.

Har du kommentarer eller lignende, kan jeg kontaktes på ovenstående e-mail adresse.

Ud over min Guzzi har jeg også en Nimbus fra ca. 1943.

Historien begynder i sensommeren 2002, hvor jeg fandt ud af, at nu måtte jeg have en Moto Guzzi.

Der var vel flere grunde til dette - men den vigtigste var vel at jeg fik en stille accept fra min kone til at købe en nyere motorcykel. Det havde jeg snakket om i meget lang tid.

Forskellige japanske motorcykler havde jeg haft som ung, så det skulle det i hvert fald ikke være igen.

Og en ny MV Agusta F4 var helt urealistisk uden at tage et lån i huset.

Så var det jeg kom til at tænke på ham fyren, der boede lidt nede af gaden, da jeg var en stor knægt, og selv havde en 3-gears Puch.

Ham fyren, havde en Moto Guzzi Le Mans. Det sejeste på 2 hjul, efter min mening.

Så jeg begyndte at undersøge hvad en sådan mon kostede nu om dage.

Der fandtes forskellige, til priser fra 20.000 til over 100.000 Kr. alt efter stand med videre.

Men så faldt jeg over denne: En 1979 Le Mans II, med 14.000 Km på uret.

Kontaktede sælger og fik tilsendt billeder. Og den så flot ud, og så var den endda rød. Da billederne var kommet, sad jeg og beundrede dem ved morgenbordet i en weekend. Motorcyklen har helt original, bortset fra at der var en anden sadel og et såkaldt tilbagerykkersæt på. Italienere er tilsyneladende bygget anderledes end skandinaver. De har korte ben og lange arme. Uden dette sæt ville det ikke være muligt med mine 188 cm at sidde behageligt med benene. Sættet flytter fodhvilere, bremse og gearpedal nogle cm tilbage.

Er det sådan en du skal have, spurgte min kone.

Det har jeg da overvejet, svarede jeg.

Da der derefter ikke lød vilde protester fra hendes side, kunne jeg ikke opfatte det på anden måde end at det var i orden. Sagen var klar, der skulle handles.

Den skulle koste 27.000 Kr. uden afgift.

Vi aftalte, at jeg skulle komme forbi og se på dyret. Jeg må indrømme, at jeg var ret lun på den efter at have set billeder, men da jeg så den i virkeligheden, var jeg solgt. Jeg måtte eje den. Nymalet. Kort sagt - jeg var forelsket. Sælger ønskede ikke at give nogen garanti overhovedet, og slet ikke kilometer-garanti.

Den havde lidt svært ved at gå i tomgang, faktisk kunne den ikke gå i tomgang, men sælger sagde, den bare trængte til en ordentlig køretur, for at bliver varmet igennem.

Sælger havde hentet den i Milano, haft den skilt ad, og fået den malet, men ellers ikke gjort noget. Dog havde den skumgummi håndtag, som han mente jeg burde skifte - men smag og behag, kan som bekendt ikke diskuteres. Forgaffelbenene var lidt plettede af rust efter stenslag gennem 25 år. Men alt i alt var den en flot gammel motorcykel. Jeg fik en prøvetur, og havde vist en puls på 280 da jeg kom tilbage, så jeg købte den.

Forfatteren på prøvetur.

Til alt held havde jeg bestilt en prøveplade, og havde min styrthjelm og lædertøj med.

Vi startede fra Fredericia mod Helsingør, mig på Guzzien og fruen i bilen bagefter.

Ved første tankstation blev den fyldt op, og jeg spekulerede over hvorfor jeg havde snurrende fingre ... nå - det er nok noget man skal vænne sig til.

Det gik fint over Fyn – vi holdt rast, fik en kop kaffe, mens den snurren i fingrene langsomt forsvandt. Videre mod Sjælland, lige indtil vi nåede Hørsholm, hvor den begyndte at dø. Shit! Der var benzin på ... så hvad kunne det mon være?

Havde til alt held lidt værktøj med i bilen, hev en benzinslange af, og konstaterede at der kom ikke mange dråber ud. Heller ikke med benzinhanerne i reserve stilling. Men lidt efter jeg liv i den igen. Hostede til en tank i Hørsholm, og fik den fyldt op igen, og resten af turen til Helsingør gik nogenlunde.